Deloitte: Danmark er en skattemæssig bananrepublik

Regeringens skatteindgreb mod kapitalfonde gør udenlandske investorer usikre på Danmark, advarer Deloitte.

Danmark er ved at skabe sig et ry som en skattemæssig bananrepublik, og det kan i sidste ende få udenlandske investorer til at gå uden om Danmark.

Sådan lyder advarslen fra den anerkendte revisions- og rådgivningsvirksomhed Deloitte, der mener, at regeringens nye lovpakke mod kapitalfonde rummer alvorlige minefelter. Især beslutningen om at begrænse retten til at trække gæld af renter fra i skat, vækker bekymring.

- Det er den anden gennemgribende skatteændring, som regeringen gennemfører i løbet af få år. Sidste gang var det sambeskatningsreglerne. Og det er med til at udhule udenlandske investorers tiltro til stabiliteten i det danske skattesystem. Vi er ved at få ry som en skattemæssig bananrepublik, siger partner i Deloitte, Jens Wittendorff.

/ritzau/