De rige bliver hurtigere rigere

Den femtedel af danskerne med højest indkomst har fået 2,75 procent mere i disponibel indkomst om året i de seneste 10 år. Samtidig har femtedelen med lavest indkomst kun har fået 1,25 procent mere til forbrug om året.

Det betyder, at de lavtlønnede i perioden kun har fået 18.000 kroner mere, mens de højtlønnede har fået 40.000 kroner mere i lønningsposen efter skat.

- Indkomstfordelingen er således blevet mere ulige i tiårsperioden fra 1991 til 2001, konkluderer rapporten Fordeling og levevilkår fra AErådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), der offentliggøres i den kommende uge.

Hovedforklaringen er en stadig mere skæv fordeling af indkomst fra formuer, herunder aktier og huse.

Gruppen med høje indkomster har oplevet en vækst i formuen på i gennemsnit en kvart million kroner i løbet af de ti år, mens gruppen med lave indkomster oplevede et lille fald i nettoformuen.

/ritzau/