De radikale på banen

Op til weekenden tilbød de radikales skatteordfører, Anders Samuelsen at gå i realitets-forhandlinger med regeringen

om en arbejdsmarkeds-reform. Prisen er, at de penge, som spares via reformen, skal bruges til at lette skatten for dem, der arbejder.


Det

er rart at se, at de radikale nu er villige til at trække i arbejdstøjet. Vi har nemlig brug for både skattelettelser

og en arbejdsmarkeds-reform.


Skattelettelser på arbejdsindkomster, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal have danskerne

til at arbejde mere i de kommende år.


Og en arbejdsmarkedsreform, fordi stadig færre kommer ud på arbejdsmarkedet

som følge af aktivering. I stedet for at blive bedre rustet til at klare sig på arbejdsmarkedet, bliver folk i aktivering

alt for ofte hængende i systemet, der har en tendens til at klientgøre mennesker.


Men skal vi have en skattelettelse

og en arbejdsmarkedsreform, er der adskillige kameler, som VK-regeringen må indstille sig på at sluge.


Den første

kamel er det alt for rigide skattestop.


Det er naturligvis rigtigt, at skattestoppet i sig selv vænner det offentlige til

at bruge færre midler. Og det er også rigtigt, at skattelettelser ikke bare kan finansiere sig selv via den dynamoeffekt, skattelettelser

har på økonomien. Men forbuddet mod at hæve skatter for at reducere andre skatter gør i praksis en mærkbar

skattelettelse umulig. Også selv om den ledsages af væsentlige besparelser på offentlige budgetter.


Den anden

kamel er regeringens beslutning om ikke at ændre på overførselsindkomster og arbejdsmarkedsydelser. Som det er

i dag, kan det ikke betale sig for store dele af befolkningen at gå på arbejde. Og det problem kan ikke løses alene

med skattenedsættelser. Man må øge forskellen mellem mindstelønninger, og de penge folk får udbetalt

af de offentlige kasser.


Udmeldingen fra de radikale er foreløbig positivt modtaget af regeringen. Der er al mulig grund

til at afprøve de radikales forligsvilje. Ikke bare for at få skattelettelser. Men også for på længere

sigt at bane vejen for et andet grundlag for en borgerlig regering end Dansk Folkeparti, der i stadig flere spørgsmål

er på linje med de reaktionære betonhoveder i Socialdemokratiet og fagbevægelsen.