Huspriserne bevæger sig i øjeblikket kun i en retning - op. Og det fortsætter i årene frem mod 2030.

Sådan lyder vurderingen fra formandskabet i De Økonomiske Råd, som tirsdag har offentliggjort sin efterårsrapport.

I rapporten kommer formandskabet, som også kaldes de økonomiske vismænd, med deres vurdering af den økonomiske situation i Danmark i de kommende år.

Vismændene kommer blandt andet med deres bud på, hvordan prisen på enfamiliehuse vil udvikle sig frem mod 2030.

I 2025 forventer de en stigning på 4,4 procent, mens stigningen ses aftage til 3,5 procent i 2026 og 3,8 procent i 2027.

Fra 2028 til 2030 venter vismændene en gennemsnitlig årlig vækst på 4,3 procent.

En af årsagerne til, at boligpriserne er steget den seneste tid, er, at efterspørgslen har været høj. Det skriver formandskabet i rapporten med henvisning til antallet af fremvisninger for både huse og ejerlejligheder.

Samtidig er antallet af ejerlejligheder faldet i løbet af 2025, hvilket har givet priserne endnu et nøk op.

Når vismændene forventer, at boligpriserne fortsætter op, skyldes det blandt andet, at beskæftigelsen ventes at være fortsat høj, mens reallønnen skønnes at stige "betydeligt" især i 2026.

De reale huspriser, hvor inflationen er modregnet, vil stige omkring 2,5 procent om året i de kommende år, vurderer vismændene.

Det er lidt højere end den langsigtede tendens, men kommer efter en periode, hvor stigningen i de reale huspriser har været lavere.

Generelt er det især ejerlejligheder i København, som er steget meget i pris den seneste tid. Og det kan være forbundet med samfundsøkonomiske risici, lyder det fra vismændene.

Men selv om priserne er steget en del, har den såkaldte boligbyrde for ejerlejligheder i København været omtrent uændret i de seneste to år.

Boligbyrden beskriver, hvor stor en andel af en boligkøbers indkomst, der går til boliglån og -skatter.

Samtidig er niveauet for udlån også fortsat afdæmpet, selv om det er steget. Det mindsker ifølge rapporten risikoen for, at fremgangen på boligmarkedet ender ud i en finansiel ubalance eller en egentlig finansiel krise.

/ritzau/