De fleste kan få råd til drømmeferien

De fleste danske familier har mulighed for at spare så mange penge op, at de kan tage orlov fra jobbet og rejse flere måneder til Thailand eller Brasilien. Hvis man er villig til at undvære bilen i en periode, kan der oven i købet blive råd til en jordomrejse.

Var det noget at tage fri fra jobbet i et par måneder og rejse jorden rundt? Eller flytte ind i en lille sivhytte ved en kridhvid strand og et tyrkisblåt hav, indtil foråret igen melder sin ankomst herhjemme?

De fleste drømmer om at hive stikket ud et par måneder og komme væk fra hverdagens stress og jag, og for en typisk dansk familie kan det faktisk godt lade sig gøre at få råd til at holde fri og tage på en længere drømmerejse. Økonom Las Olsen fra Danske Bank har således regnet ud, at en velstillet familie, der tjener én million kroner om året, »kun« mister omkring 128.000 kroner i lønindtægter, hvis de vælger at tage orlov i tre måneder. Skal længden af den eftertragtede orlov op på seks måneder uden løn, vil regningen for tabte arbejdsindtægter løbe op i 275.00 kroner.Det er en pæn sum, men mange familier kan forholdvist hurtigt spare pengene op, og samtidig har en del familier i løbet af den seneste tid fået en stor økonomisk indsprøjtning fra udbetalingen af efterlønsopsparingen.»Det kan godt lade sig gøre for en typisk familie at spare 100.000 kroner op på et år, hvis de eksempelvis dropper bilen og i øvrigt skærer de mere luksusprægede udgifter væk. Der skal dog tages hårdere fat, hvis der skal spares meget mere end det. For at spare eksempelvis 200.000 kroner vil det typisk være nødvendigt at flytte til en billigere bolig,« siger Las Olsen.