De danske forbrugeres optimisme er på højeste niveau i 2019

De danske forbrugere ser mere positivt på fremtidsudsigterne for egen og dansk økonomi.

 - 20190822080643354_org.jpg
Forbrugertilliden, der måler danskernes syn på deres egen og Danmarks økonomi, steg til 6,3 i august fra 2,9 i juli. (Arkivfoto) Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De danske forbrugere er tilsyneladende blevet mere positive omkring deres egen økonomiske situation og fremtiden.

Forbrugertilliden, der måler danskernes syn på deres egen og Danmarks økonomi, steg til 6,3 i august fra 2,9 i juli.

Det er det højeste niveau, der indtil videre er målt i 2019. Det viser en måling fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden er lavet ved at spørge 1000 danskere om deres økonomiske situation.

De bliver også spurgt til synet på Danmarks økonomi, forventninger til fremtiden og appetitten på at købe nye ting.

Springet den seneste måneder hænger sammen med, at forbrugerne tror på bedre tider for egen og dansk økonomi om et år, end de tidligere gjorde.

Det kan synes paradoksalt i en tid, hvor handelskrig og aftagende vækst fylder mediernes erhvervssider, og økonomer og eksperter har talt om stigende risiko for, at de seneste års opsving lakker mod enden.

Tore Stramer, der er cheføkonom hos Nykredit, ser det som et tegn på, at forbrugernes privatøkonomi har det godt.

»Det er en artig overraskelse. Man kunne med rette have frygtet, at den tiltagende risiko for en ny global vækstafmatning havde gjort danskerne mere bekymrede,« skriver han i en kommentar.

Indtil videre har de fleste ikke mærket de lidt mørkere udsigter for økonomien.

»Det (tallet, red.) viser med al tydelighed, at danskernes privatøkonomi er i flyvende form i øjeblikket.«

»Først og fremmest er renterne faldet til rekordlave niveau. Dertil stiger indkomsterne fornuftigt, samtidig med at inflationen er uhyre lav,« skriver Tore Stramer.

/ritzau/