Danware sidder tungt på pengekassen

De cirka 100 mio. kr., som software-firmaet Danware har stående i likvide midler, kommer ikke ud og arbejde foreløbig. Det forklarede ledelsen på et investormøde onsdag.

- Vi brugte mange penge sidste år, og i andet kvartal 2007 havde vi igen et positivt cashflow, forklarede finansdirektør Lars Søndergaard, mens han understregede, at det i software-branchen er vigtigt at have en stødpude. Og adm. dir. Peter Grøndahl satte en dobbelt streg under vigtigheden af den holdning:

- Det er som software-virksomhed umuligt at låne penge i banken uden at have nogen i forvejen, sagde han, men ville dog ikke udelukke, at pengene på sigt kunne blive investeret.

- Vi holder hele tiden et vågent øje med virksomheder, der kunne passe ind i vores forretning. Men på den korte bane handler det om at få de skibe, vi har sat i søen, til at sejle, forklarede han.