Danskerne vilde med pensionsopsparinger

Danskerne gider ikke vende hver en mønt, når arbejdstilværelsen er overstået. Aldrig før har danskerne betalt så mange penge til pensionsopsparinger.

Rejser, kulturoplevelser og velvære. Pensionisttilværelsen skal ikke foregå på vand og brød, og danskerne indbetaler mere end nogensinde før til pension. Samtidig har flere danskere, der går på pension, en privat pensionsordning, viser tal fra Forsikring & Pension.

- Udviklingen viser, at danskerne bakker op om de supplerende pensionsordninger. Pensionsområdet er et skoleeksempel på, at det over en længere årrække er muligt at gennemføre velfærdsreformer, der aflaster den offentlige sektor, siger Carsten Andersen, vicedirektør i Forsikring & Pension.

De samlede indbetalinger til livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser steg med over 10 procent i 2006 til 90 milliarder kroner. I 2006 fik danskerne samtidig udbetalt godt 60 milliarder i pension fra deres pensionsinstitut.

/ritzau/