Danskerne købte rekordmange boliger i maj: Det højeste antal i ti år

Trods coronakrisen handlede danskerne boliger på livet løs i maj, som er den bedst sælgende måned i de seneste ti år, viser nye tal fra Boligsiden. Handelsaktiviteten kommer dog næppe til at fortsætte på det niveau, vurderer cheføkonom.

Maj blev den måned i de seneste ti år, hvor det højeste antal boliger skiftede ejer. Særligt salget af sommerhuse og huse trækker op, mens ejerlejlighederne trækker en smule ned, viser nye tal fra Boligsiden. Henning Bagger

Boligsalget i maj var det højeste i de seneste ti år. I alt 8.682 boliger fik ny ejer. Både antallet af solgte huse og sommerhuse slog rekord, mens ejerlejlighederne stadig halter lidt bagud. Det viser nye handelstal fra Boligsiden.

»Efter et par stille måneder på boligmarkedet er der tale om et helt vanvittigt comeback med en handelsaktivitet, som mildest talt brager i vejret. Det kan virke paradoksalt, at boligmarkedet buldrer derudad, alt imens vi står midt i en krise af historiske dimensioner,« siger cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.