Danskere måske bag nyt OL-stadion

Danmark behøver måske ikke vinde medaljer for at gøre sig bemærket under OL i Kina i 2008. Cowi og AA Arkitekter skal muligvis stå bag nye sportsarealer i Beijing.

OL i Kina i 2008 er tæt på at få et dansk stempel, allerede inden den olympiske ild skal tændes i Beijing. Et dansk joint venture bestående af Cowi og AA Arkitekter er netop udpeget blandt 32 konkurrerende teams til at give bud på design af tennis- og hockeyhallerne til OL i Kina.

Kineserne opererer med et budget på 35 mia. dollars, som skal anvendes til at bygge den olympiske by. Og her har kineserne altså bedt danskerne om at udarbejde et forsag til arkitekturen på det nationale Tennis Center og Hockey Stadion.

Danskerne er nu blandt de otte teams, der er prækvalificerede til at udarbejde et endeligt forslag. Det endelig forslag skal afleveres til maj. Tre forslag præmieres, og en vinder udpeges i juni.

De to nye sportshaller skal stå færdige til OL i 2008, og her er budgettet på cirka 1,3 mia. kr. Hvis danskerne ender med at vinde arkitektkonkurrencen, vil honoraret løbe op i 50-75 mio. kr.

»Hvis vi bare bliver et af de tre præmierede forslag, vil det få en enorm betydning. Der er en utrolig prestige forbundet med konkurrencen, og vi vil kunne bruge det i vores videre markedsføring i Kina,« siger markedsdirektør Peter Terman Petersen, Byggeri & Drift, Cowi A/S.

40 fodboldbaner
De to stadions, som danskerne skal komme med et bud på, får til sammen plads til cirka 42.000 tilskuere - det er otte gange så stort som Århus Arena.

Den samlede volumen af de to byggerier bliver 212.000 kvadratmeter svarende til ca. 40 fodboldbaner. Det nye tennisstadion skal bl.a. indeholde et center court med 12.000 siddepladser, mens der bliver plads til 15.000 tilskuere i den ny hockey-arena. Hertil kommer masser af udenoms-faciliteter.

Hos AA Arkitekter i Lyngby glæder arkitekt MAA, adm. direktør Wilhelm Berner-Nielsen, sig til at udarbejde det endelige forslag, der skal afleveres efter alle kunstens regler - i form af 20 mandshøje plancher, tre store modeller og som ti minutters 3D-video.

»Konkurrencen stiller meget høje kvalitetskrav. Men vi tror, vi har gode chancer for at vinde. Vi vil aflevere et forslag, der er internationalt og samtidig har et skandinavisk præg,« siger han.

Begge de danske virksomheder, der er involveret i OL-projektet, har i forvejen solidt fodfæste på det kinesiske marked. Hvilket godt kan have haft indflydelse på prækvalifikationen.

Cowi, der er den ledende part i samarbejdet, er den førende danske rådgiver i Kina.

AA Arkitekter A/S har netop vundet en anden stor international arkitektkonkurrence om opførelse af et hospital i ShenZhen i det sydlige Kina.