Danske underleverandører vinder nu markedsandele

Danske underleverandører vinder i stigende grad kampen om opgaverne over deres udenlandske konkurrenter. Kunderne tør

simpelthen ikke satse på, at de udenlandske underleverandører kan levere den fornødne kvalitet og fleksibilitet.


Tal

fra Dansk Industri bekræfter, at danske underleverandører står højt på hitlisten, når der skal

outsources produktion. Næsten 80 pct. af de danske virksomheder, som anvender outsourcing, bruger danske underleverandører. Østeuropa

kommer ind på en andenplads med beskedne ca. 35 pct.


- Det vil sige, at under halvdelen af den danske outsourcing går

til østlandene, siger chefkonsulent Niels Conradsen, Dansk Industri.


Når han taler årsager med de danske virksomheder,

får han udsagn som: "Vi har mange varianter. Det kan vi ikke få i østlandene" eller "Hvis du vil have

fleksibilitet, skal du finde dine underleverandører i Danmark."


- Underleverandører i Kina og Polen kan være

seks måneder om at stille deres produktionsapparat om. Det betyder, at de høje krav til fleksibilitet og mangfoldighed

gavner danske underleverandører kolossalt, siger Niels Conradsen, som ikke er i tvivl om, hvad det er for et budskab, han

gerne vil sende til Dansk Industris medlemmer.


- Når man outsourcer er det utrolig vigtigt, at man gør det rigtigt,

og frem for alt skal man huske at lægge vægt på andre forhold end de økonomiske, siger han.









Teknologi

afgørende

Det er produktionsdirektør Ole Mikkelsen fra Slagelse-virksomheden Nilpeter enig i. Nilpeter fremstiller højteknologiske,

avancerede etiketteringsmaskiner.


- Vi bruger udelukkende danske underleverandører, fordi vi fremstiller højteknologiske

produkter og ikke serieproduktion. Vi har brug for en stor nærhed og en meget tæt kontakt med vore underleverandører,

siger Ole Mikkelsen.


Teknisk direktør Mogens Laursen fra Assens-virksomheden Broen, som fremstiller ventiler og armaturer,

er i en noget anden situation.


- Vi bruger meget få danske underleverandører og til diskussionen om, hvem der er

bedst, vil jeg sige, at det afhænger af volumen. Vi har opnået en rytme med vore udenlandske underleverandører,

som passer os, siger han.


Men Mogens Laursen tilføjer, at det er afgørende, at Broen kan få sine underleverancer,

når virksomheden har behov for dem.


- Hvordan underleverandørerne indretter sig, må de selv om, men vi skal have

vore leverancer til tiden. Det arbejde, vi outsourcer er forholdsvis enkelt, så på den måde konkurrerer vore underleverandører

primært på den rå pris; men det er klart min opfattelse, at de danske underleverandører er konkurrencedygtige

over et vist teknologi-niveau, siger han.