Danske svin gidsler i handelsstrid med Kina

Kina har indført importforbud mod en betydelig del af Danmarks svineeksport.

Importforbuddet rammer produkter, som kineserne betragter som delikatesser: tæer, ører, maver og nyrer fra svin, skriver Berlingske Tidende.

Danmarks eksport af de lidt usædvanlige svinefødevarer udgør omtrent 200 mio. kr. årligt.

I de seneste uger er handlen af varerne brudt sammen, fordi kineserne har nedlagt importforbud mod råvarer fra en række virksomheder, bl.a. de tre danske kødvirksomheder DAT-Schaub, Nowaco og Danish Crown.

Kinesiske veterinær- og grænsemyndighederne hævder ifølge kinesiske tv-kanaler, at der er fundet salmonella og listeria i de udenlandske produkter.

DAT-Schaub, der ejes af Danish Crown og Tican, hører til de hårdest ramte virksomheder.

Nowaco har netop fået afvist en container med grisetæer af grænsemyndighederne i Shanghai med den begrundelse, der er fundet listeria i produkterne.

Importstoppet rammer også franske, belgiske og irske eksportører.

/ritzau/