Danske rederiers eksport brager frem og sætter sig på Europas førsteplads: »Det her viser, hvor meget vi betyder for dansk økonomi«

Aldrig har danske rederier fragtet så mange varer rundt på verdenshavene, og Danmark sætter sig tungt på pladsen som Europas største søfartsnation.

Danske rederier har aldrig tidligere sejlet med så mange varer og slår eksportrekord i 2019. Her er Edith Maersk på vej gennem Suez-kanalen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: STR/AFP/Ritzau Scanpix

De danske rederier kommer til at eksportere for et rekordbeløb i 2019, og Danmark står dermed til at cementere sin position som Europas største søfartsnation. Særligt fremgang på containermarkedet trækker Mærsk og dermed erhvervet op, viser nye tal.

Danske Rederier, branchens interesseorganisationer, forventer, at de danske rederier i år kommer til at eksportere for 210 milliarder kroner, hvilket er fem procent mere end i fjor og det højeste tal nogensinde.

»Den rekordhøje eksport kommer på baggrund af et år med højere fragtrater og en høj dollarkurs, som i sig selv bidrager positivt til værdien af danske rederiers eksport.  Og når vi så samtidig kan se, at de danske rederier fylder mere og mere i verdensflåden, så er det naturligt, at tallet i år bliver rekordhøjt,« siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Ét rederi har i mange år været helt afgørende for, hvor meget dansk shipping sejler ind: Maersk Line. Det A.P. Møller - Mærsk-ejede containerrederi, der er verdens største, står for ca. 75 pct. af dansk shippings samlede eksport.

»Det her er en god illustration af, hvor vigtig en aktør Mærsk er for Danmark og for dansk økonomi. Hvis man kigger på, hvad fornemmelsen er i befolkningen, er jeg ikke sikker på, at man ved, hvor stort et bidrag Mærsk giver,« siger Vincent Clerc, der er adm. direktør for Ocean & Logistics, som Maersk Line er en del af.

GRAFIK

Danske rederier eksporterer mere end nogensinde

Fremgangen er en følge af en høj dollarkurs, pæne fragtrater og generelt mere aktivitet for de danske rederier.

»Vi ser stigende aktivitet, og Danmark har fortsat en voksende flåde på seks procent. Jeg ved godt, at man taler meget om handelskrig, men faktisk handler verdens lande mere med hinanden,« siger Vincent Clerc.

Reel betydning for Danmark

Fredag nåede fragtraterne på containermarkederne det højeste niveau i fem år. Alene i december steg raterne med 18 procent.

»Vi har i de senere år set en højere volatilitet. Jeg tror, at volumenerne bliver ved at vokse, men vi kommer til at se større udsving. Vi skal være i stand til at tilpasse os hurtigt til den volatilitet og køre en forretning, som er konkurrencedygtig, uanset hvad der sker med økonomien,« siger Vincent Clerc.

De 210 milliarder kroner i eksport betyder, at Danmark sandsynligvis vil beholde førstepladsen som Europas førende søfartsnation. Andre europæiske lande som Grækenland har fortsat flere skibe, end der er i den danske handelsflåde. Men de danske rederier transporterer varer til væsentligt større værdier og har dermed en højere omsætning end de andre europæiske lande.

Det har været et langt sejt træk for branchen. Dansk Søfart var igennem flere svære år fra 1970erne og frem, men fra slutningen af 1990erne begyndte det at vende. Det er blandt andet sket med stor politisk opbakning fra skiftende regeringer. Blandt andet beskattes rederierne i dag efter den lempelige tonnagebeskatning, der er en slags vægtafgift, hvor skattebetalingen er uafhængig af, hvor mange penge skibene sejler hjem til rederierne, men alene bestemmes af, hvor meget der er plads til at fragte på skibene.

Det betyder, at økonomer har diskuteret, hvor stor betydning shipping reelt har for dansk økonomi.

»Man skal ikke negligere, at Mærsk har en stor betydning for dansk økonomi. Men man skal spise brød til, fordi selve bruttotallene ikke siger så meget. Det, som for alvor har betydning, er, hvad der foregår i Danmark. Det er lønnen og beskatningen af de ansatte i det danske hovedkvarter og de skattebetalinger, som kommer fra det overskud, de sejler hjem, som er vigtigst for dansk økonomi,« siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

A.P. Møller - Mærsk har været hårdt presset på containermarkedet næsten uafbrudt siden finanskrisen. Alt for mange skibe har oversvømmet markedet, og har presset priserne. Men i oktober kom der lysere meldinger fra den danske virksomhed, der opjusterede forventninger til indtjeningen.