Danske ministre skal i audiens hos paven

Forud for klimatopmødet COP21 skal de to danske ministre Lars Christian Lilleholt og Eva Kjer Hansen onsdag i audiens hos Pave Frans.

Pave Frans har inviteret EU's klima- og miljøministre til en snak om klodens fremtid. Foto: Gabriel Bouys Fold sammen
Læs mere
Foto: GABRIEL BOUYS

Det er ikke kun verdens politikere, der forsøger at finde en holdbar løsning på verdens klimaproblemer.

Også katolikkernes religiøse overhoved, Pave Frans, bekymrer sig om klodens fremtid, og derfor har han inviteret blandt andre to danske ministre til en snak om, hvordan verdenssamfundet skal sikre planetens overlevelse.

Onsdag skal Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt sammen med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen således i audiens hos paven forud for årets klimatopmøde i Paris, der finder sted i november og december. Det oplyser miljø- og klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Begge danske ministre er glade for pavens invitation, idet de begge er meget optagede af både klimaet, miljøet og naturen.

»Danmark har altid været stærkt engageret i klimaspørgsmålet. Jeg synes derfor, det er positivt, at Paven nu også går aktivt ind i kampen for at modvirke klimaforandringerne. Pavens engagement er samtidig med til at opbygge politisk momentum i forhandlingerne forud for COP21-topmødet i Paris,« siger Lars Christian Lilleholt.

De to danske ministre har fået invitationen af paven, fordi Danmark i hele verden er anerkendt for sit grønne engagement og holdbare løsninger inden for vedvarende energi og bæredygtig teknologi. Det mener i hvert fald miljø- og klimaminister Eva Kjer Hansen.

»Danmark er en lille, men vigtig brik i det store puslespil, som skal sikre rent drikkevand, et sundt miljø og gode livsvilkår over hele kloden. Specielt i de allerfattigste egne af verden. Derfor ser jeg frem til at møde Paven i Vatikanet,« siger hun.

Mødet mellem ministrene og Pave Frans finder sted i Vatikanet onsdag den 16. september. Og foruden de to danske ministre, deltager også EU's klima- og miljøministre og de to EU-kommissærer på klima- og miljøområdet.