Danske ministre kører de diplomatiske kanoner i stilling for at redde handels- og klimasamarbejde

Udenrigsminister Jeppe Kofod og klimaminister Dan Jørgensen har hver især sat gang i en større diplomatiske indsats for at få genåbnet verdenshandelen og få flest mulige lande med på en »grøn kickstart« af økonomien. Vi står foran det, der kan blive den største genopretning af dansk eksport nogensinde, siger Jeppe Kofod.

Udenrigsminister Jeppe Kofod håber, at EU kan være med til at genoprette en regelbaseret udenrigshandel i kølvandet på coronakrisen. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, er ikke i tvivl. Det internationale samarbejde er reelt brudt sammen, og kun EU og en særlig fokus på en grøn genstart af økonomierne kan få samarbejdet tilbage på sporet, kunne man læse i Berlingske torsdag.

Den analyse deler den danske regering, og derfor har to af regeringens ministre kørt de diplomatiske kanoner i stilling med det formål at få samlet det internationale samfund om en økonomisk genstart, der skal være både grøn og bæredygtig.