Danske eksportkæmper frygter brexit

Storbritannien kan være på vej ud af EU, og en såkaldt brexit er noget, der giver panderynker i danske eksportselskaber, som frygter, at Storbritannien i højere grad vil lukke sig om sig selv.

Foto: JOHN MACDOUGALL. Torsdag og fredag sætter EU's regeringsledere sig sammen og diskuterer Storbritanniens fremtid til EU, og en folkeafstemning, hvor briternes høres om EU-medlemsskabet, forventes allerede inden sommeren. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Torsdag og fredag sætter EU's regeringsledere sig sammen og diskuterer Storbritanniens fremtid til EU, og en folkeafstemning, hvor briternes høres om EU-medlemsskabet, forventes allerede inden sommeren.

Det skriver Børsen.

Storbritannien er, ifølge tal fra DI, Danmarks femtestørste eksportmarked, og med en samlet dansk eksport på 70 mia. i 2015 er der store penge på spil for danske eksportvirksomheder.

- Dansk industri eksporterer rigtig meget energiteknologi til Storbritannien, og vi kan godt være nervøse for, at det bliver ramt. Det vil være til skade for dansk industri, men også for briterne selv, siger Anders Heine Jensen, der er administrerende direktør i engergiselskabet BWSC til Børsen.

Det er især i forhold til fælles standarder at danske selskaber er bekymrede, da briterne ved en brexit kan gå egne veje.

- I EU er der fælles standarder for, hvordan man bygger ting. Eksempelvis er der maskindirektivet, som sætter en standard for, hvordan maskiner og procesanlæg skal designes, så de enkelte lande ikke laver tekniske handelshindringer. Jeg frygter, at briterne ikke længere vil føle sig forpligtet til at følge fælles standarder og normer, hvis de melder sig ud af EU, siger Jørgen Ballerman, administrerende direktør i biogasvirksomheden Xergi, til Børsen.