Danske Banks vagthund husker ikke meget fra hvidvasksag: Lyssky kunder var aldrig et tema

Erstatningssagen mod Danske Banks detroniserede frontfigur Thomas Borgen fortsatte på femte dag ved Retten i Lyngby, hvor bankens tidligere revisionschef indtog vidneskranken. Hvis sagsøgerne havde håbet på, at han kunne levere de afgørende udtalelser, der kan fælde Borgen, blev de nok skuffede.

Danske Banks tidligere revisionschef, Jens Peter Thomassen, blev onsdag afhørt i den civile retssag mod bankens tidligere topchef, Thomas Borgen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis der var ét enkelt citat om Danske Banks hvidvasksag, der bedst indrammede budskabet ved onsdagens retsmøde i sagen mod Danske Banks tidligere topchef Thomas Borgen, var det nok følgende:

»Sagen bliver betragtet som en vigtig sag i dag, fordi vi nu har en viden fra 2018. En viden, som vi ikke havde i 2014,« lød det fra vidneskranken ved Retten i Lyngby.