Danske Bank på toppen

Skulle nogen have været i tvivl fra begyndelsen, står det nu klart: Det var Danske Bank, der var den tungeste partner, da banken fusionerede med Realdanmark (Realkredit Danmark og BG Bank) i oktober 2000.

Om tre måneder er der alene Danske Bank-folk tilbage i toppen. Øverst sidder Peter Straarup som ordførende direktør, og ved hans side - næsten - sidder viceordførende direktør Jakob Brogaard. Den anden viceordførende direktør er i dag Kjeld Jørgensen, men han går den 1. august på pension.

Det blev offentliggjort tirsdag sammen med meldingen om, at der ikke kommer en ny mand ind i den øverste ledelse. Den vil kun bestå af Peter Straarup og Jakob Brogaard. Og nedenunder dem den daglige ledelse, bestående af otte direktører.

Det afholder dog ikke Kjeld Jørgensen fra at forlade koncernen med tilfredshed. Han har båret Realkredit Danmark gennem en svær krise, langsomt udviklet koncernen til at være en af de mest innovative og suverænt største realkreditinstitutter i Danmark, via en fusion med BG Bank for til sidst at bringe den sikkert i havn i landets største finansielle supermarked. Han vil ikke afvise, at han efter pensioneringen vil tage et par bestyrelsesposter, men først og fremmest glæder han sig til at få tid til sine interesser, læse lidt flere bøger og tage nogle kurser, f.eks. i filosofi eller historie.