Danske Bank om tidligere chefs død: Tankerne går til familien

Aivar Rehe var chef for Danske Bank Estland frem til 2015. Ifølge estiske medier har han taget sit eget liv.

Danske Bank har været centrum i en sag om formodet hvidvask i milliardklassen i Estland. Den øverste chef i filialen i årene, hvor de mistænkelige overførsler er foregået, er onsdag fundet død. (Arkivfoto) Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters Fold sammen
Læs mere

Danske Bank er ked af, at den tidligere chef for bankens estiske filial onsdag er fundet død nær sit hjem i Tallinn i Estland.

Det skriver banken i en meddelelse, efter at estisk politi onsdag morgen har fundet den 56-årige Aivar Rehe død.

Intet tyder på en forbrydelse eller ulykke. Ifølge estiske medier har Aivar Rehe taget sit eget liv.

»Vi er triste over at modtage nyheden om, at den forhenværende chef for vores estiske filial, Aivar Rehe, er død. Vores tanker går til familien,« skriver Danske Bank.

Aivar Rehe forsvandt mandag morgen fra sit hjem i et joggingsæt uden sin telefon eller hund, og det fik familien til at slå alarm.

Politiet udtalte efterfølgende, at han var selvmordstruet.

Aivar Rehe var chef for bankens estiske filial fra 2007 til 2015.

Filialen har været centrum for en formodet sag om hvidvask i milliardklassen, som skal være foregået i årene 2007 til 2015.

Aivar Rehe blev ifølge Berlingske fyret som en direkte konsekvens af manglende kontrol med hvidvask i filialen.

Aivar Rehe har ikke selv været mistænkt af politiet i hvidvasksagen og er heller ikke blandt de 12 tidligere bankansatte, som estisk politi har sigtet. Han har dog været vidne i sagen.

Bagmandspolitiet i Danmark vil ikke kommentere, om Aivar Rehe har været afhørt i den danske efterforskning af Danske Bank-sagen

/ritzau/