Danske Bank: Hold igen med kul på kedlerne

Når der er akut mangel på arbejdskraft, bør det finanspolitiske svar ikke være mere kul på kedlerne, mener Danske Banks cheføkonom.

Man slukker ikke et bål med en dunk benzin. Og derfor undrer det cheføkonom i Dansk Bank, Steen Bocian, at regeringens svar på en truende overophedning af økonomien er en ekspansiv finanspolitik.

- Med akut mangel på arbejdskraft bør det finanspolitiske svar ikke være mere kul på kedlerne - men derimod initiativer, som kan afhjælpe den kortsigtede arbejdskraftmangel, siger Steen Bocian i en kommentar.

Steen Bocian mener, at regeringen i sin økonomiske prognose tegner et billede af et økonomisk scenarie, der er tæt på økonomisk overophedning. Regeringen er endda mere pessimistisk end Danske Banks egen prognose, mener Steen Bocian.

- Det kan derfor undre, at der i regeringens finanslov lægges op til en ganske ekspansiv finanspolitik. Det synes ikke at være hensigtsmæssigt, når økonomien bevæger sig på kanten af en klassisk overophedning af arbejdsmarkedet - og i en situation hvor inflationen er på vej op - mens betalingsbalanceoverskuddet er på vej ned, siger Steen Bocian.

/ritzau/