Opdateret

Danske aktier rystede urolig morgen af sig og lukker i grønt

Tirsdag startede C25-indekset med fald efter ny udvikling i Ukraine. Siden er pilen vendt den anden vej.

Arkivfoto: Konflikten mellem Rusland og Ukraine har bragt nervøsitet ind på det danske aktiemarked. Jens Nørgaard Larsen

Efter en noget urolig begyndelse tirsdag morgen rettede C25-indekset sig i løbet af dagen.

Indekset lukker tirsdag eftermiddag i grønt plus med 0,12 procent.

I de første timer af tirsdagens handel faldt det danske C25-indeks ellers med et par procent.

Ifølge Børsen er der sket en forskydning af værdi på over 3,6 procent i løbet af de otte timer, der er gået fra børsåbning til børsluk.

C25-indekset består af de største danske aktier. Det er aktier som blandt andet Mærsk, Novo Nordisk og Vestas.

Det indledende fald for indekset skulle ses i lyset af, at den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag anerkendte udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk i Østukraine som uafhængige.

Putin har også underskrevet aftaler om venskab og samarbejde med oprørslederne i de to regioner. Han har desuden givet ordre om at sende soldater til Østukraine.

Rusland omtaler soldaternes opgave som en »fredsbevarende mission«.

Ifølge Poul Kobberup, investeringsdirektør i Danica Pension, er der andre forhold end konflikten i Ukraine, som lige nu giver uro på finansmarkederne.

»Det er konflikten i Ukraine, der kombineret med en høj inflation og strammere pengepolitik fra centralbankerne fører til, at aktiemarkederne falder i øjeblikket.«

»Det har betydning for alle investorer, herunder selvfølgelig også de danske pensionsopsparere, som kan aflæse det i negative afkast på deres pensionsopsparinger,« lød det fra Poul Kobberup i en skriftlig kommentar tirsdag formiddag.

I bunden ligger Rockwool. De endte tirsdag med et fald på 3,5 procent.

Koncernen, som laver isolering, har flere fabrikker i Rusland.

Rockwool skriver i en mail til finansmediet MarketWire, at de ligesom resten af verden følger udviklingen mellem Rusland og Ukraine.

Men fordi de primært leverer til hjemmemarkedet, ventes selskabet kun i begrænset omfang at blive ramt af eventuelle sanktioner mod Rusland.

»Vores forretning er meget lokalbaseret, hvilket vil afbøde konsekvenserne fra mulige, internationale sanktioner,« skriver Rockwool til MarketWire.

I toppen af C25-indekset ligger medicinalvirksomheden Ambu. De lukker tirsdagen med et plus på 6,5 procent.

/ritzau/