Danske aktier rammer højeste niveau i over et halvt år
Det danske C25-indeks lukkede mandag i et plus på 0,71 procent.

Det danske C25-indeks lukkede mandag i et plus på 0,71 procent.

Danske aktier starter ugen med kursstigninger, der løfter C25-indekset til det højeste niveau i mere end et halvt år.
Konkret lukkede det toneangivende aktieindeks i et plus på 0,71 procent mandag.
Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.
Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, kalder det en tiltrængt opmuntring for investorer i danske aktier.
Der har nemlig ikke været meget at smile af i lang tid, forklarer han.
- Kigger man på C25-indekset, så er det en aktie som Mærsk, der er steget rigtig pænt, siger han.
Han påpeger dog, at det ikke alene er den danske rederigigant Mærsk, der skal takkes for de positive takter.
De danske aktier har generelt set klaret sig godt de seneste par måneder. Derudover har flere selskaber leveret regnskaber, som er blevet taget godt imod.
- Det er summen af alt det, der langt om længe er med til at trække fremgangen, efter at det er gået lidt sidelæns i en del tid, siger Philip Jagd.
Det er hans forventning, at de danske aktier vil fortsætte med at klare sig godt i den kommende tid.
Men ifølge aktiechefen er der særligt én udfordring, der kan påvirke fremgangen, nemlig hvis de rentestigninger, vi har set på det seneste, fortsætter.
Rederiet Mærsk oplever i øjeblikket kraftig medvind på børsen, og mandag fortsætter det.
Selskabets B-aktie er steget tæt på 30 procent siden torsdag den 13. august, hvor rederiet fremlagde sit halvårsregnskab.
Regnskabet var langt bedre end ventet. Mærsk valgte på baggrund af de nye regnskabstal at opjustere sine forventninger til året. Det var rederiets anden opjustering på mindre end to år.
RITZAU