Danske aktier har ikke sat rekord i to år
Søndag den 13. september er det to år siden, at det danske C25-indeks senest satte ny rekord.
Søndag den 13. september er det to år siden, at det danske C25-indeks senest satte ny rekord.
Selv om danske aktier har klaret sig godt de seneste måneder, er det søndag to år siden, at det danske C25-indeks senest satte rekord.
Siden har aktiemarkederne i blandt andet USA, Europa og Asien nået nye højder, mens det danske aktiemarked fortsat er et godt stykke fra rekordniveauet fra september 2024.
Det fortæller Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, og kalder det en ”kedelig milepæl”.
C25-indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.
Ifølge aktiechefen er der flere årsager til, at der nu er gået to år uden nye rekorder.
- Det hænger ikke mindst sammen med, at danske aktier har haft mere end svært ved at leve op til det kvalitetsstempel, der ellers har prydet dem i mange år.
- Kvalitetsaktier leverer stabil vækst og solid forrentning af egenkapitalen, men det har haltet med at levere på de to punkter, udtaler han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ligeledes påpeger Philip Jagd, at flere globale aktiemarkeder har oplevet fremgang på grund af kunstig intelligens og teknologi.
Her er der tale om områder, som de danske selskaber i store træk står uden for, lyder det.
Ifølge aktiechefen er de danske selskaber dog godt i gang med at vende udviklingen.
I august ramte C25-indekset det højeste niveau i mere end et halvt år.
Fremgangen på det danske aktiemarked skyldtes blandt andet, at flere selskaber leverede regnskaber, som blev taget godt imod af investorerne.
Et af dem var rederigiganten Mærsk, hvis aktier skød i vejret efter offentliggørelsen af nye regnskabstal i august.
- Fortsætter de gode takter i den kommende tid, så kan der forhåbentlig være udsigt til, at der inden for en overskuelig fremtid kan sættes punktum for rekordtørken, udtaler Philip Jagd.
RITZAU