Dansk økonomisystem i flot vækst

Regnskab. E-conomic oplever en kundetilgang på 400 virksomheder om måneden, og vil ekspandere til tre nye lande hvert år.

Det danske marked for økonomisystemer er de senere år stagneret, men en mindre dansk producent fortsætter med at imponere med årlige vækstrater på mellem 80 og 90 procent.

- Helt klart den største vækst sker i Danmark. Men vi vil ekspandere til tre nye lande hvert år, og vi er ret sikre på, at vi vil se samme udviklingskurve her. Det vil sige stærk vækst efter et til to år på et nyt marked, siger Anders Bjørnsbo, der er medejer af E-conomic International, der har datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien.

Selskabet har udviklet et økonomisystem, som fungerer over internettet - et såkaldt ASP-koncept. Kunderne skal ikke selv installere software eller tage backup, men kan arbejde direkte i systemet via en webbrowser.

Mange nye kunderIfølge Anders Bjørnsbo oplever E-conomic en tilgang af kunder på 400 virksomheder om måneden.

Nettoomsætningen i regnskabsåret 2006/07 landede på 15,5 mio. kr. mod 8,1 mio. kr. i den tilsvarende periode året før. Resultat før skat landede på 0,8 mio. kr. i begge regnskabsår.

Anders Bjørnsbo forklarer den flotte fremgang med, at det er lykkedes at knytte tætte bånd til revisionsbranchen.

- I Danmark er det lykkedes os at komme ind hos revisorerne, der kan rationalisere og effektivisere deres forretningsprocesser markant ved at bruge e-conomic, siger Anders Bjørnsbo.

For revisorerne er det blandt andet en fordel, at de kan kigge klienterne over skulderen via internet.

I 2008 vil E-conomic blandt andet ekspandere til USA og Tyskland. I de nye lande oprettes et salgskontor, mens udvikling foregår centralt fra Danmark.

Den internationale ekspansion skal finansieres ved egenindtjening. Ambitionerne for 2007/08 er en omsætning på 27 mio. kr., og en tilgang på 550 virksomheder om måneden.