Dansk modedronning brænder nallerne i Østen

Mode. Susanne Rützou har i mange år haft ry for at kunne kombinere lækkert design med en bundsolid økonomi, men tabte i seneste regnskabsår over en halv million kroner. Tabet skyldes især outsourcing til nye systuer i Østen.

Store problemer med samarbejdspartnere på den anden side af kloden har givet en af dansk modes førstedamer, Susanne Rützou røde tal på bundlinjen.

I alt måtte designvirksomheden Rützou, der ellers længe har profileret sig på at være en af landets mest veldrevne modeskabere, inkassere et tab på 692.144 kr. i seneste regnskabsperiode.

Det tal er betydeligt dårligere end året før, hvor designeren kunne notere sig et plus på godt 2,5 mio. kr. efter skat.

Ifølge Susanne Rützou selv er det store vanskelligheder med firmaet outsourcing, der er skyldt i det sløje regnskab. Virksomheden har nemlig i løbet af 2006 og 2007 lanceret et samarbejdet med en række nye systuer primært i Kina, som ikke har kunnet levere varen.

I en tidligere artikel i ErhvervsBladet har Susanne Rützou erkendt, at en sund økonomi er lige så vigtigt som stilfuldt design for hende. Derfor er hun heller ikke tilfreds med årets underskud.

- Vi har forsøgt at sprede risikoen med en række nye producenter. Men mange af dem har ikke kunnet levere den nødvendige kvalitet til tiden. Det er selvfølgelig dybt frustrerende for os, men det er jo ikke noget, vi kan bruge som undskyldning over for vores kunder, siger hun og understreger, at nogle kollektioner er kommet til at overlappe hinanden på grund af forsinkelserne.

Ud over problemer med leverandører i Asien har den hæderkronede designvirksomhed også haft store udgifter til lønninger samt en ny butik. Firmaet regner dog med, at der i løbet af næste regnskabsperiode er kommet bedre styr på logistikken i Kina. Derfor vil næste regnskab ifølge virksomheden se væsentlig bedre ud.

I dag sælger Rützou tøj i flere end 25 lande og omsætter for cirka 40 mio. kr. Selv om det seneste regnskab gav underskud, råder firmaet stadig over 5,1 mio. kr. i egenkapital.