Dansk mester i bestyrelsesarbejde

Erhvervsadvokaten Niels Erik Nielsen fra Bech-Bruun er igen i mediernes søgelys. Han er netop blevet stævnet af to erhvervsfolk, der føler sig snydt i forbindelse med rekonstruktionen af Junckers i Køge. Det er det første forsøg på at påføre advokatens perfekte ydre ridser.

Advokat Niels Erik Nielsen er uofficiel dansk mester i bestyrelsesarbejde. Flere år i træk har han ligget på førstepladsen i »Bestyrelsesformændenes top 20«, som dagbladet Børsen står bag, og intet tyder på, at den attraktive titel er truet på nogen som helst måde.

Han sidder således ifølge de officielle optegnelser fortsat i 24 bestyrelser, og i 18 af tilfældene sidder han i formandsstolen. Der er tale om flere store og ansete virksomheder som rederiet Torm, AMBU, Satair, Cimber Air og Amagerbanken. Men nogle af de 24 bestyrelser er dog blot koncerninterne virksomheder, som formelt men ikke reelt har bestyrelser.

Kendt karisma

Bag det almindelige navn Niels Erik Nielsen gemmer der sig en meget karismatisk person, der er bedre end de fleste til at fange tilhøreres opmærksomhed. Det har kollegaerne hos det store advokatfirma Bech-Bruun set mange gange.

»Han er på alle måder speciel,« siger en kollega, der ønsker at være anonym.

I kraft af sin karisma, har han stor gennemslagskraft alene ved sin blotte tilstedeværelse, men han har også ordet i sin magt, og han ville derfor måske have store muligheder, hvis han vælger at gå ind i politik. En mulighed han selv bringer på bane fra tid til anden, men ingen tror for alvor på, at han nogensinde gør det. For det første er han kendt for at bære nag, og for det andet har en meget høj indtægt i dag. I politik kommer man ingen vegne, hvis man bærer nag, og det økonomiske udkomme af at være medlem af folketinget eller være minister for den sags skyld, er ganske ringe i forholde til de indtægter, der strømmer ind på topadvokaternes konti hver måned.

I virksomhederne er han kendt som bestyrelsesmanden, der kigger fremad hele tiden. Fortidens fejl og succeser skal der blot læres af, så blikket kan vendes fremad.

Den 58-årige Niels Erik Nielsen er et udpræget A-menneske, og han har i hele sit voksenliv derfor stået op kl. 5. I dag benytter han de første par timer om morgenen til koncentreret arbejde, inden han i sin Audi A4 kører til Bech-Bruuns nye imponerende hovedsæde på Langelinie. Hos Bech-Bruun er han kendt for at tænke nyt i en ellers meget konservativ verden.

På hjemmefronten er to sønner i slutningen af 20erne fløjet fra reden. Den ene er jurist, mens den anden arbejder i shippingbranchen i London.

Stævnet af byggekonge

Byggekongen Mogens de Linde og møbelfabrikanten Lorentz Jørgensen har stævnet Niels Erik Nielsen og 12 andre advokater hos Bech-Bruun for overtrædelse af de advokatetiske regler. Dermed risikerer Niels Erik Nielsen at få ridser i det perfekte ydre, men det er ikke første gang. Han sad således i bestyrelsen for det hedengangne i-data, der var Danmarks brag under IT-boblen.

Et handicap på 32 på golfbanen i Køge antyder, at Niels Erik Nielsen ikke har den nødvendige tid til at øve sig tilstrækkeligt.

Som formand for den bestyrelse, som de 70 partnere i Bech-Bruun har valgt til at drive advokatkontoret, var han manden, der drev flere advokatvirksomheder i armene på hinanden op gennem 1990erne. I 2004 forlod han posten som bestyrelsesformand, og sidste år trådte han helt ud af bestyrelsen.

Han er kendt for at have både mange venner og mange fjender. En privat vennekreds findes ikke, da vennerne typisk også er forretningforbindelser.

VL-gruppen

Som medlem af VL-gruppe 48 møder han månedligt folk som Vestas-direktøren Ditlev Engel, administrerende direktør Christian Frigast fra kapitalfonden Axcel, topdirektøren Peter Schütze fra Nordea og chefredaktør Leif Beck Fallesen fra dagbladet Børsen.

Hjemme på Maglevænget i Charlottenlund har han mulighed for at rende ind i folk som Henrik Lawaetz, der er administrerende direktør i Scandinavian Life Science Venture, som er Skandinaviens største biotek-venturefond med investeringer for omtrent to milliarder kroner.

Men der er også god mulighed for at støde ind i Jens Erik Christensen, der netop har forladt posten som topchef i Codan. Den forhenværende forsikringsdirektør bor i nummer 7, mens Niels Erik Nielsen bor i nummer 14.

I det private liv er bøger, politik og historie de store interesseområder, men turene i egen sejlbåd udgør også et yndet tidsfortriv.