Dansk ledertræning i Europa

Udvider. Det danske konsulentfirma, ConTra, udvider med kontorer i en række europæiske lande.

Dansk succes med blandt andet ledelsestræning, ledelsesværkstøjer og coaching bliver nu eksporteret til en række europæiske markeder. Det sker, når konsulentfirmaet ConTra i begyndelsen af det nye år åbner tre kontorer i Tyskland på franchisebasis. Allerede nu er der forhandlinger med kommende franchisetagere i Holland og Belgien, og i løbet af næste år er strategien at følge ekspansionen op med ConTra-afdelinger i England, Irland, Skotland Schweiz og Østrig.

- Der er stor efterspørgsel på vores undervisning, ydelser og værktøjer fra både danske selskabers afdelinger på andre markeder og fra udenlandske selskaber. Det reagerer vi nu på. Med kontorer i udlandet bliver vi i stand til at overføre vores standarder og metoder til de respektive markeder. For danske virksomheder betyder det, at vi nemt kan tilbyde en ensartet undervisning på flere markeder, siger direktør og indehaver Palle Kjær.

Internationale kunderConTras nye kontorer i Tyskland ligger i Bayern, Baden-Württemberg og Nordrhein-Westfalen, og selskabet er allerede repræsenteret med kontorer i Norge og Sverige. I Danmark har selskabet hovedsæde i Kolding, og herfra tilbyder ConTra også strategisk udvikling, interne analyser, coaching og teambuilding.

- En række af vores store danske kunder opererer på mange europæiske markeder og efterspørger muligheden for at trække på vores undervisning, konsulentydelser og coaching på disse markeder, siger Palle Kjær, der samtidig forventer at, at ConTras produkter også internationalt vil kunne konkurrere.

- Vi har allerede internationale kunder som Intersport i Norge og Best Western i Sverige, men vi forventer, at vi med repræsentation i udlandet også udbygger den del af vores forretning. Undervisning på modersmålet - af undervisere med indsigt i kulturen - er langt mere effektivt end at sende danske undervisere ud i verden, siger Palle Kjær.

Dertil kommer at ConTra er certificeret i en lang række produkter såsom Blanchards Situationsbestemt Ledelse, DISC, OPQ 32 med flere. Ligesom ConTra både i Danmark og internationalt adskiller sig ved at råde over metoder til at måle effekten af sin indsats i virksomhederne.