Appetitten på dansk lakrids vokser verden over. I hvert fald lykkedes det sidste år for Lakrids by Bülow at øge omsætningen med 19 procent til 449 millioner kroner.

Selskabet, der startede i beskedne rammer i Svaneke for knap 20 år siden, har tirsdag offentliggjort regnskabet for 2025, og det viser fremgang i salget på alle markeder.

Det er fortsat Tyskland, der er det største marked, og føringen er udbygget kraftigt hen over det seneste år.

Hvor tyskerne i 2024 stod for 27 procent af salget, voksede andelen til hele 39 procent sidste år, blandt andet takket være nye butiksåbninger i landet.

I Danmark steg omsætningen sidste år med 11 procent.

Onlinesalget udgør 35 procent af den samlede omsætning - en vækst på 10 procentpoint hen over det seneste år.

Nettoresultatet endte på 56 millioner kroner på trods af, at kakaoprisen i begyndelsen af sidste år var tre gange højere end bare for få år siden.

Lakrids by Bülow blev stiftet af bornholmeren Johan Bülow i 2007. Han har hen ad vejen solgt ud af sine ejerandele, blandt andet til den svenske kapitalfond Valedo, der købte sig ind i 2025.

Siden november har selskabet været ejet af kapitalfonden IDG Capital, og Johan Bülow er ikke længere en del af hverken ejerkredsen eller ledelsen.

/ritzau/