Dansk konkurrencekraft er i bedring

Danmarks samlede konkurrencekraft er i bedring. Danmark er suset to pladser op på international liste over verdens mest konkurrencedygtige lande.

Danmark er nu placeret som det 13. mest slagkraftige land i verden at drive virksomhed i. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks samlede konkurrencekraft er i bedring. Endda på så markant vis, at det nu udløser bedre karakterer i en yderst fornem international undersøgelse.

Danmark er således nu placeret som det 13. mest slagkraftige land i verden at drive virksomhed i. Sidste år lå vi dårligere placeret som nummer 15. Så på bare ét år er Danmark gået to pladser frem.

Fortsat er den danske placering dog dårligere end tilbage i 2011, hvor vi var placeret som nummer otte. Verdens mest konkurrencedygtige land er Schweiz, som seks år i træk har ligget helt i top foran Singapore, USA, Finland og Tyskland.

Det er World Economic Forum, som hvert år deler karakterer ud til verdens lande, alt efter hvor konkurrencedygtige de er.

Det sker i den store og årlige rapport »The Global Competitiveness Report«, som udsendes onsdag.

Rapporten er udkommet i mere end 30 år i træk og anses for at være et flagskib inden for dette område. Den måler den økonomiske styrke i 144 af verdens lande ved at sammen­ligne flere end 100 forhold inden for 12 overordnede områder.

Det er vores gode institutionelle rammer, den relativt stærke danske økonomi, hvor vi nu er sluppet fri af henstillingen fra EU, og vores yderst fleksible arbejdsmarked, der udløser gode karakterer. Men også det forhold, at vi har en stor og veluddannet arbejdsstyrke, der er god til at udnytte ny teknologi, modtager anerkendende ord fra den internationale tænketank.

De høje skatter trækker ned

Derimod peger World Economic Forum igen i år på de høje danske skatter og omkostninger som det mest problematiske ved at drive virksomhed i Danmark. Der er også problemer for virksomhederne med at få adgang til kapital, ligesom skatte­lovgivningens kompleksitet, offentligt bureaukrati og problemer med at få indvandrere i sving på arbejdsmarkedet også trækker ned.

Mange andre undersøgelser viser også, at Danmarks konkurrenceevne er forbedret betydeligt de senere år. Det skyldes især, at de danske lønninger er steget mindre end i andre lande, mens vores produktivitet især i industrien omvendt har udviklet sig til det bedre.

Men konkurrenceevne er uhyre svær at definere. World Economic Forum benytter en meget bred definition, hvor mange forhold inddrages, hvorfor der er tale om en mere subjektiv undersøgelse.

Sverige er faldet fire pladser på listen og er nu placeret som nummer ti, mens Norge ligger stabilt på en 11. plads. Finland er også gået tilbage, men holder sig dog oppe på en fjerdeplads, hvilket må siges at være ganske imponerende med alle de problemer, finnerne slås med for tiden.

De 12 overordnede parametre, der indgår i undersøgelsen, og som de 144 lande bliver bedømt på, er offentlige institutioner, infrastruktur, økonomisk miljø, sundhed og uddannelse, højere uddannelse og efter­uddannelse, velfungerende varemarkeder, godt arbejdsmarked, gode finansielle markeder, teknologisk niveau, markedsstørrelse samt virksomhedernes evne til at udvikle sig og opfinde nye produkter.