Dansk ja til dåseøl

Regeringen vil ophæve det danske forbud mod øl og sodavand i dåser. EU-kommissær vil afblæse dåsesagBryggerierne: Tilfreds med ja til dåserHalvanden kr. pr. dåse

Det skete i en indkaldelse til et pressemøde mandag kl. 11. Heri bebudede ministeren, at han ville orientere om de skridt, regeringen tager for at ændre reglerne for emballager på det danske marked.

»Initiativet ændrer også situationen for den retssag, der for tiden kører ved EF-Domstolen,« hedder det i invitationen til pressemødet.

Kilder i EU-Kommissionen oplyste i sidste uge til Ritzau, at regeringen var klar til at ophæve dåseforbudet, som blev indført under tidligere miljøminister Svend Auken (S).

Samtidig håber regeringen, at den verserende sag ved EF-Domstolen vil bortfalde. EU-Kommissionen har anlagt sagen, fordi Danmark angiveligt overtræder EU's direktiv om emballage og dermed hindrer den fri konkurrence i det indre marked.

Svend Auken har gentagne gange advaret om, at såfremt Danmark til fulde skal efterleve direktivet, vil der ikke blot blive åbnet for dåser på de danske butikshylder, men også for alle mulige andre typer engangsemballage.

I detailhandlen ser man imidlertid frem til, at dåseforbudet bliver ophævet. Det vil blive nemmere at håndtere emballage til drikkevarer, lyder det samstemmende fra FDB og andre butikskæder.

Forinden er det dog nødvendigt at have et nyt pant- og retursystem på plads. Omkring 2000 butikker skal have installeret nye maskiner, der kan modtage både flasker og dåser. Det ventes at kunne ske inden den 1. juni 2002.

Ritzau