En af Danmarks største industrivirksomheder, Danfoss, har frasolgt alle sine forretninger i Rusland og Belarus.
Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse fredag.
»I kølvandet på den tragiske krig i Ukraine besluttede Danfoss at forlade Rusland og Belarus den 1. april 2022. Danfoss meddeler i dag, at en aftale om at sælge forretningerne til den lokale ledelse er blevet underskrevet,« skriver Danfoss på sin hjemmeside.
Først satte Danfoss 28. februar sine forretninger i Rusland på pause – få dage efter krigens udbrud. Salget har ligget i kortene siden 1. april, da Danfoss oplyste, at selskabet var i færd med at forberede et farvel til begge lande som følge af Ruslands krig i Ukraine.
Forretningen bliver ifølge pressemeddelelsen overdraget til »den lokale ledelse«. Danfoss havde samlet 1.300 ansatte i Rusland og Belarus og har været til stede i førstnævnte land siden 1993.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at Danfoss vil være ude af de to lande fra og med september.

