Den danske virksomhed UXV Technologies, der udvikler teknologiske løsninger til forsvarsområdet, har indgået en samarbejdsaftale med australske Electro Optic Systems (EOS).

Med samarbejdet vil UXV kombinere virksomhedens teknologi til styring af ubemandede systemer med australske fjernstyrede våbensystemer, som blandt andet kan monteres på køretøjer.

Det er topchef i UXV Steven Friberg og EOS' topchef, Lee Kormany, der onsdag har underskrevet den såkaldte strategiske samarbejdsaftale i den australske storby Melbourne.

Underskriften er sat på en dansk-australsk erhvervskonference i forbindelse med det danske kongepars statsbesøg i Australien, der begyndte lørdag og slutter torsdag.

- Aftalen går ud på, at vi leverer subteknologier til deres (EOS, red.) produkter.

- Vi leverer de computerstyringer og controllere, der gør, at de kan styre deres våbenstationer og mange andre ting, siger Steven Friberg.

Fjernstyrede våbensystemer spiller en stadig større rolle i moderne militæroperation og gør det muligt at betjene våben på afstand.

Våbensystemerne bruges blandt andet til at nedskyde fjendtlige droner.

Ifølge Steven Friberg har controlleren en stor effekt for de soldater, der betjener dem. Det skyldes blandt andet lav vægt og stor processorkraft.

- Det betyder, at der kan laves meget mere processering af data direkte ude i felten. Dermed kan der tages bedre beslutninger.

- Det er rigtig vigtigt, at de ting, man ser på skærmen, er rettidige. Der må ikke gå mange millisekunder, uddyber han.

Den Ishøj-baserede virksomhed UXV, der producerer fjernstyringskonsoller og sensorer til en bred vifte af droner og robotter, blev stiftet i 2014 af Steven Friberg. Virksomheden har i dag 180 medarbejdere.

Siden da er virksomheden vokset, og for knap halvandet år siden lød ambitionen fra Friberg, at omsætningen skal vokse til omkring en milliard kroner i dette årti. Det fortalte han til Børsen.

Firmaets årsregnskab for 2025 er endnu ikke blevet offentliggjort, men i 2024 omsatte UXV Technologies for godt 100 millioner kroner.

/ritzau/