Dansk Folkeparti vil stoppe nedskæring på universiteter

Dansk Folkeparti vil stoppe VK-regeringens besparelser på universiteterne.

Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) har ingen forståelse for, at regeringen vil skære 350 mio. kr. på universiteterne, mens der gives 400 mio. kr. til øget forskning.

Det er ulogisk, og derfor vil Dansk Folkeparti bruge sin nøglerolle i finanslovforhandlingerne til at fastholde bevillingerne til landets universiteter.

- Fundamentet, den brede uddannelse på universiteterne, den skal være på plads først. Det er det vigtigste. Forskningen er mere cremen ovenpå, og derfor har vi ikke megen forståelse for regeringens planer, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Han vil derimod støtte regeringens planer om reduktioner på andre uddannelser. Aftenskoler og daghøjskoler, der ligger ud over de tilbud, som det offentlige normalt giver, må gerne beskæres.

/ritzau/