Dansk finansmand tiltalt: 'Jeg fucking dræber dig'

Københavns Byret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En fremtrædende mand i den danske finansverden er tiltalt for både vold og trusler. Han nægter sig skyldig.

»Jeg smadrer dig, jeg fucking dræber dig.«

Sådan skulle det angiveligt have lydt, da en dansk mand, der er en markant skikkelse i den danske finansverden, ifølge politik gik amok kort før klokken 07.30 den 25. april i år på en adresse i Brønshøj.

Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i.

Manden, der tidligere har haft en markant rolle i en stor dansk bank og i dag bestrider en stilling som direktør i en stor virksomhed, er tiltalt efter den milde voldsparagraf 244, fordi han ifølge politiet tildelte en anden mand adskillige spark og knytnæveslag i ansigtet.

Ifølge politiet haglede slagene og sparkene ned over den forurettede, alt imens han lå på jorden.

Af anklageskriftet fremgår det videre, at den tiltalte finansmand på et tidspunkt løftede den forurettede op og kastede ham ned igen på jorden, inden han truede ham.

Sidstnævnte har desuden affødt en tiltale for overtrædelse af straffelovens paragraf 266, der omhandler trusler.

Finansmanden, der er i 50'erne, er beskyttet af navneforbud, og B.T. er derfor afskåret fra at komme nærmere ind på hans identitet, men hans advokat, Henrik Stagetorn, oplyser til B.T., at han nægter sig skyldig.

Det vides ikke, hvad der har forårsaget den påståede hændelse, ligesom det heller ikke vides, hvilken relation den tiltalte og den forurettede har til hinanden.

Sagen mod finansmanden bliver behandlet som en domsmandssag ved Københavns Byret.

Der er afsat en enkelt retsdag.