Dansk Ericsson-direktør stopper

Den danske del af Ericsson-koncernen skal have ny direktør, idet den hidtidige adm. direktør Conni Simonsen stopper pr. 14. januar efter godt tre år på posten.

»Jeg glæder mig over mange spændende år i Ericsson i en epoke, hvor udviklingen inden for IT- og telebranchen har været markant, og hvor jeg har haft mulighed for at være en del af de store oplevelser og forandringer i Ericsson. Min opgave med at føre Ericsson Danmark ind i den nordiske og baltiske organisation er nu færdiggjort, og derfor er det tid til at søge nye udfordringer,« siger Conni Simonsen, der er uddannet civilingeniør og har været ansat i Ericsson siden 1985.

Hun var fra september 1996 administrerende direktør i Lithauen UAB Ericsson, indtil hun den 15. august 1998 tiltrådte som teknisk direktør for systemudviklingsdivisionen i Ericsson Danmark. Den 1. november samme år blev hun udnævnt til administrerende direktør for det danske datterselskab.

Conni Simonsens afgang har ifølge oplysninger fra Ericsson været undervejs længe og har sammenhæng med hele omstruktureringen af koncernen, men ikke med den hårde beskæring af Ericsson i Danmark. Den danske del af Ericsson blev ramt hårdt i december, da koncernen lukkede stort set al udvikling i Danmark og afskedigede 440 af de 1400 medarbejdere.

Ritzau