Dansk Erhverv raser mod portoforhøjelser

PostDanmarks portoændringer kommer til at koste erhvervslivet dyrt, vurderer Dansk Erhverv, der torsdag vil protestere på møde med postvæsnets topchef.

En helt uacceptabel fremfærd. Sådan betegner direktør i Dansk Erhverv, Kim Munch Lendal, meldingen fra PostDanmark om portoændringer.

Ifølge Kim Munch Lendal er det stærkt problematisk, at PostDanmark som monopolvirksomhed på den måde gennemfører prisnedsættelser på det eneste område, hvor der reelt er konkurrence med CityMail, og samtidig hæver portoen dramatisk på andre områder.

Samlet vurderer direktøren, at portoændringerne kommer til at koste erhvervslivet et trecifret millionbeløb. Ikke mindst e-handlen vil blive ramt, da portoen på pakkeforsendelser stiger dramatisk, påpeger han.

Torsdag mødes Dansk Erhverv med Post Danmarks administrerende direktør Helge Israelsen for at drøfte portoændringerne.

- Vi er oppe i det røde felt. Og med mindre der er en rigtig god forklaring, hvilket jeg umiddelbart har svært ved at se, så vil vi klart give udtryk for, at portoændringerne er helt uacceptable, siger Kim Munch Lendal til Ritzau.

/ritzau/