Dansk entreprenør skal stå bag landanlæg til Energiø Bornholm
Byggekoncernen Aarsleff skal stå for to landanlæg, der skal modtage og fordele strøm fra Energiø Bornholm.

Byggekoncernen Aarsleff skal stå for to landanlæg, der skal modtage og fordele strøm fra Energiø Bornholm.

Det bliver entreprenør- og byggekoncernen Aarsleff, der skal stå for udførelsen af to landanlæg til projektet Energiø Bornholm.
Kontrakten med Energinet lyder på 3,7 milliarder kroner.
Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Landanlæggene skal modtage og fordele strøm til Danmark og Tyskland fra de havvindmøller, der skal placeres i Østersøen.
Energiø Bornholm skal sørge for grøn strøm til både Danmark og Tyskland.
Den bliver verdens første energiø og forventes at kunne forsyne tre millioner husstande og virksomheder med strøm.
Energiøen forventes at være klar til at blive taget i brug i 2034.
Det største af landanlæggene placeres på det sydlige Bornholm. Det andet anlæg skal placeres ved Høje-Taastrup på Sjælland, oplyser Aarsleff.
På Bornholm skal anlægget byde på 51.000 kvadratmeter bygninger.
Ved Høje-Taastrup skal der opføres to haller på 17.000 kvadratmeter.
Landanlæggene forventes afleveret i henholdsvis 2030 og 2031.
En energiø er en ø, der samler strømmen fra flere omkringliggende havvindmølleparker og fører strømmen videre til et eller flere lande via kabler.
Øen kan både være kunstigt anlagt ude på havet, og den kan være en eksisterende ø, hvor det eltekniske udstyr placeres - ligesom det er planen for Energiø Bornholm.
Tyskland kommer til at bidrage med 70 procent af støtten til havvind, mens Danmark skal bidrage med de resterende 30 procent.
Danmarks bidrag forventes at blive omkring 42 milliarder kroner over de næste 30 år.
Der var længe usikkerhed om Energiø Bornholm, men i vinter nåede Danmark og Tyskland et afgørende gennembrud og lavede en aftale.
Energiø Bornholm kommer til at samle og fordele mindst tre gigawatt havvind, svarende til cirka tre millioner husstandes årlige elforbrug.
Det vil dermed mere end fordoble den aktuelle danske havvindskapacitet, har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tidligere anslået.
RITZAU