Det københavnske arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group har vundet en international arkitektkonkurrence og fået til opgave at designe et nyt, stort baseballstadion i Las Vegas.

Det skriver TV2 Kosmopol.

Det nye stadion vil ligge i Las Vegas berømte hovedgade, The Strip.

Når det efter planen vil stå færdigt i 2028, bliver det hjemmebane for baseballholdet Las Vegas Athletics. Holdet flytter til fra Oakland, hvor det i dag hedder Oakland Athletics.

Projektet har i hentet inspiration fra andre baseballstadioner i USA som legendariske Fenway Park i Boston og Wrigley Field i Chicago.

»Stadionets runde form udgøres af fem buer og refererer til baseball vimpler,« skriver BIG i en pressemeddelelse.

»Bygningen bringer med sine trinvise tribuner fans helt tæt på spillet og tilbyder en unik sportsoplevelse med Vegas’ pulserende byliv som bagtæppe.«

Stadionets tag vil give skygge, samtidig med at vimplerne vil trække dagslys ind i bygningen.
Stadionets tag vil give skygge, samtidig med at vimplerne vil trække dagslys ind i bygningen. BIG – Bjarke Ingels Group

Stadionet vil rumme plads til 33.000 tilskuere og skal fungere som et samlingspunkt for både sport, underholdning og kultur i Las Vegas

»Stadionet ligner et sfærisk bæltedyr, der åbner sig og inviterer livet på Strip'en indenfor, tilpasser sig Nevadas klima med passiv skygge og naturligt lys, og skaber en ny form for Vegas-arkitektur,« udtaler Bjarke Ingels i pressemeddelelsen.