Danmarks Turistråd vil satse på ældre tyskere

Tyske børnefamilier bliver færre og fattigere. De drages heller ikke til Danmark på sommerhusferie i samme omfang som tidligere. Nu vil danske turistfolk i Tyskland gøre mere ved de ældre målgrupper.

Læs mere
Fold sammen
BERLIN: Midaldrende og ældre tyskere skal opdage Danmark. Det er kernen i et pilotprojekt, som Danmarks Turistråd lancerer i det nye år - midt i en tid, hvor fødselstallet i Tyskland er faldende og den traditionelle målgruppe, børnefamilierne, svinder ind.

»Vi har kig på såvel mennesker over 60 år som de lidt yngre, såkaldte empty nesters,« siger markedschef Bruno Bedholm, der er leder af turistrådets kontor i Hamburg.

»Det er en interessant målgruppe at få fat i. De har mere tid og flere penge end børnefamilierne.«

Der bliver også stadig flere af dem. Den demografiske udvikling betyder, at antallet af tyskere mellem 50 og 65 år stiger med 25 procent frem til 2030. Antallet af ældre mellem 65 og 75 år stiger endda med 45 pct. frem til 2040, og antallet af over 75-årige fordobles frem til 2050.

En undersøgelse fra et tysk forskningsinstitut for turisme viser desuden, at rejseintensiteten for tyskere over 60 år vil stige med fem pct. op mod 2010. Allerede i 2002 var 13,4 millioner ældre tyskere på rejse. Det er denne trend, som danske turistfolk i Tyskland vil drage nytte af. Børnefamilierne kan - ud over deres faldende antal - også være vanskelige at tiltrække, siger Bedholm.

»De, som ikke kender Danmark, opfatter os ofte som lidt kedelige. Der er også mange konkurrerende tilbud, og det er en målgruppe, som ikke har så mange penge. Det er for at kompensere denne udvikling, at vi nu prøver at få de ældre i tale.«

Ifølge Bedholm kan denne gruppe også have behov for at tage til et sommerhus og hygge sig foran brændeovnen eller i saunaen, og de kan gøre det uden for hovedsæsonen.

»Det gælder om at udvikle tillægsydelser særligt til disse mennesker. Det kan være, at køleskabet allerede er fyldt op, når de kommer, eller at der står en flaske champagne. I dag består tillægsydelsen typisk af en barneseng.«

Infrastrukturen er imidlertid et problem, siger han. Sommerhusområder bliver hurtigt affolket uden for sæsonen, hvor der også kan være langt mellem gode restauranter. Et andet minus er det høje prisniveau i supermarkeder, som ligger 12-15 pct. over det tyske. Det er imidlertid et spørgsmål, som Danmarks Turistråd vil tage op med bl.a. feriehusudlejere, feriecentre og hoteller først i det nye år.

»Tyskere er de turister, der bruger færrest penge i Danmark, under 300 kr. om dagen pr. person. Dette forbrug gælder det om at øge,« siger Bedholm.