Danmarks to største fagforbund i åben krig om Nemlig.com: »Vi genkender ikke det billede, 3F skaber«

Fagforbundet HK Handel sår nu tvivl om motiverne hos 3F i striden om onlinesupermarkedet Nemlig.com: Måske handler 3Fs angreb på Nemlig.com i virkeligheden om retten til at indgå overenskomster indenfor e-handel, lyder det fra formanden for HK Handel, Per Tønnesen. 3F-formand Jan Villadsen afviser.

Nemlig.coms stifter og administrerende direktør, Stefan Plenge: »Det er klart, at jeg er glad for, at HK er med til at tegne et korrekt billede af forholdene i varehuset i Brøndby.« Anne Bæk (arkiv)

Kritikken af arbejdsforholdene i onlinesupermarkedet Nemlig.com kaster nu Danmarks to mægtigste fagforbund ud i åben krig med hinanden. Kampen står mellem 3F og HK og handler i sidste ende om retten til at organisere de ansatte indenfor den voksende e-handel.

Landets største fagforbund 3F har hidtil ejet dagsordenen og bidraget til at oprulle kritisable arbejdsforhold i online-supermarkedet Nemlig.com i Politiken.