Norlys skruer op for signalet og ned for forvirringen.

Fra i dag har Norlys’ fibernet fået sit eget navn: Sinal.

Det sker som et skridt mod større gennemsigtighed og en mere markant position i internetmarkedet, der er »præget af hård konkurrence«, skriver Norlys i en pressemeddelelse.

Selskabet er med over 900.000 adresser Danmarks største udbyder af fiberinfrastruktur.

Men det har ifølge Norlys været uklart for mange, hvad de egentlig stod for, både som ejer af nettet og som udbyder af tjenester på det.

Den forvirring skal nu være fortid.

»Vi skaber signal med vores forbindelser, og med navnet Sinal får vi en tydeligere position over for forbrugere, virksomheder og serviceudbydere,« siger Carsten Bryder, administrerende direktør i Sinal.

Klar rollefordeling og ny identitet

Navneskiftet er kulminationen på en struktur, der har eksisteret siden Norlys blev stiftet i 2019.

Dengang blev teleområdet delt op i to selskaber: Ét der ejer og driver fibernettet, og ét der sælger tjenester på det.

Med det nye navn bliver ejerskabet tydeligt: Sinal ejer fibernettet og leverer forbindelsen til 14 forskellige tjenesteudbydere inklusiv Norlys selv.

Men navneskiftet handler ikke kun om intern struktur.

Det handler også om at stå stærkere i konkurrencen om danskernes opmærksomhed.

»Med vores eget navn og brand kan vi i højere grad markedsføre fibernettet direkte til danskerne og understrege fordelene ved en stabil, energieffektiv og fremtidssikret løsning«, siger Carsten Bryder.

Sinal har 670 medarbejdere.

Det er fortsat Norlys, der sammen med det hollandsk-franske konsortium PGGM-EDF Invest ejer Sinal med henholdsvis 65 og 35 procent.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.