Danmarks rigeste ejendomsmatador tager første spadestik til 1.350 lejeboliger i Hillerød

Hillerød er en af Danmarks hurtigst voksende byer, men den fortsatte vækst afhænger af, at byen får flere boliger til de nye indbyggere. Torsdag tager ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt og borgmester Kirsten Jensen (S) første spadestik til en helt ny bydel til fire milliarder kr.

Mikael Goldschmidt, ejer og adm. dir. i ejendomsselskabet M. Goldschmidt Holding, 62 år. Nikolai Linares

Da den københavnske ejendomsmilliardær Mikael Goldschmidt for 12 år siden begyndte at købe gamle håndværks- og industrivirksomheder og faldefærdige bygninger op i et stort område op til Bøllemosen i Hillerød, var planen at bygge Nordens største indkøbscenter.

Men massiv politisk modvilje, internethandlens fremmarch og udsigten til et supersygehus i Hillerød fik ham til at ændre kursen radikalt. Torsdag finder han sammen med Hillerøds borgmester spaden frem og tager første stik til en helt ny bydel med ikke færre end 1.350 lejeboliger med plads til flere end 3.500 borgere i Hillerød.