Danmark konkurrerer på alt

I sin leder "Lønnen under pres" 10. december argumenterer Carsten Steno for, at vi hverken kan eller skal konkurrere på løn, men på alle mulige andre parametre. Men ligsom de i den mindre industrialiserede del af verden, hvad enten det er Polen eller Indien, konstant kæmper for at blive ligeså dygtige som os, når det gælder IT, logistik eller produktforædling; så deltager vi hvad enten vi bryder os om det eller ej i en kamp om omkostningerne ved arbejdskraft, d.v.s. løn.

Alle elementer bidrager til de omkostninger, der i sidste instans bestemmer prisen på en vare, og det er varens pris - ikke at forglemme kvaliteten, der konkurreres på. De høje lønninger, der i stort omfang er bestemt af verdens næsthøjeste skattetryk er derfor et reelt problem. De høje lønninger i eksempelvis slagteribranchen afspejler ikke ekstra faglig dygtighed, men derimod den høje danske afgift på evnen til at klare sig selv.

Hver gang danske slagteriarbejdere skal sikre sig en krone mere i løn, så skal de samtidig forhandle ca. 50,- øre hjem til fælleskasserne i stat, kommune eller amt. De ansatte i den danske privatsektor arbejder således i langt højere grad, end det er tilfældet i resten af verden for nogle andre. Mange offentligt ansatte - herunder en mindre hær af ressourcestærke og vellønnede akademikere, hvoraf mange nu overvejer efterløn ¿ synes naturligvis, at denne ordning er udtryk for solidaritet. Men konkurrencedygtig - dét er den ikke.