Danmark er populært skattely

Udenlandske svindlere og skatteundragere søger i stor stil mod Danmark på grund af manglende kontrol. Et flertal vil stramme lovgivningen.

Læs mere
Fold sammen
Danmark er blevet et yndet mål for internationale skattekriminelle, der udnytter manglende kontrol og særlige danske beskatningsregler, skriver Berlingske Tidende.

Professionelle skatterådgivere med base i Danmark melder om kraftigt stigende interesse for at stifte danske selskaber. Eksperter fremhæver, at en del af den stigende interesse skyldes kriminelle intentioner.

- Det er mit indtryk, at Danmark er blevet en mere populær mellemstation til skatteunddragelse. Dels er det nemt at oprette selskaber, dels kontrollerer Danmark ikke i praksis, hvem der er den endelige modtager af pengene, siger Christen Amby, rådgivende skatterevisor til avisen.

Udviklingen er paradoksal, fordi der netop nu er en kraftig oprustning fra stort set alle vestlige lande mod traditionelle skattely som Schweiz, Liechtenstein og en lang række caribiske øer - en kamp som Danmark og de andre nordiske lande endda har ført an i.

Blandt politikere på Christiansborg vækker oplysningerne harme, og et flertal, som Berlingske har talt med, vil nu have skatteminister Kristian Jensen (V) til at give en redegørelse, som kan danne grundlag for strammere lovgivning og øget kontrol.

- Det er ikke i orden, og det vil jeg selvfølgelig drøfte med skatteministeren for at se, om der er initiativer, vi skal foretage os for at stoppe det, for vi vil ikke medvirke til det her, siger venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen.

/ritzau/