Danisco gør klar til nye opkøb

Danisco vil købe yderligere op i ingrediensindustrien. Derfor skar det et planlagt tilbagekøb af aktier med to tredjedele. Reaktionen var et kursdyk på 5,2 procent. Grafik: Danisco, halvårsregnskab

Læs mere
Fold sammen
Danisco sætter forgyldningen af sine aktionærer på vågeblus for at have penge til et nyt opkøb i industrien for fødevareingredienser. Sammen med et dårligt halvårsregnskab, gav det et dyk på aktien på 5,2 procent - gårsdagens største i KFX-indekset.

Administrerende direktør Alf Duch-Pedersen overraskede på flere punkter ved fremlæggelsen af Daniscos årsregnskab.

Mod de flestes forventning skar Daniscos det planlagte aktietilbagekøb for næste halvår fra 1 milliard kroner til 300.000 kroner. Pengene skal i stedet bruges på nye opkøb:

»Der er stadig flere muligheder for opkøb i de næste måneder. Den konsolidering vil vi sikre os, at vi har den finansielle kapacitet til at deltage i,« siger Alf Duch-Pedersen.

Han vil ikke nævne navne på de mulige opkøb, men, som Berlingske Business skrev onsdag, er der for alvor taget hul på konsolideringsbølgen i ingrediensindustrien. Således skal Alf Duch-Pedersen købe nyt i industrien midt i en - ifølge Duch-Pedersen - vellykket integrationen af det seneste opkøb - franske Rhodia Food Ingrediens.

Der er to interessante salgsskilte i branchen lige nu: Danske Chr. Hansens og tyske Degussa har begge deres ingrediensafdelinger til salg.

Opkøbet skal ifølge Alf Duch-Pedersen blandt andet bruges til at gardere virksomheden mod de sæsonudsving, der rammer Daniscos store forretning indenfor ingredienser til isproduktion. Og netop der kom Alf Duch Pedersens anden skuffende nyhed til investorerne.

En del af investorerne havde selvfølgelig sat næsen op efter en lukrativ tilbagekøbsordning. Alf Duch-Pedersens regnskabstal gjorde ikke tingene bedre.

Her blev selv de mere langsigtede investorer skuffede over et halvårsregsnkab, der barberede 100 mio. kroner af forventingerne til årets driftsresultat fra mellem 2,25 og 2,45 mia. kroner til mellem 2,25 og 2,35 mia. kroner. Samtidig var den organiske vækst for sødestoffer og fødevareingredienser kun en procent - flere procentpoint under analytikernes forventninger.

Forklaringen er først og fremmest et dårligt is- og sodavandssalg under den kedelige sommer i Europa. Overraskelserne gled langt fra ned som softice hos investorerne.

Aktierne dykkede, da regnskabet blev offentliggjort. Da Københavns Fondbørs lukkede i går var Danisco-aktien faldet med 5,2 procent.

Aktieanalytiker i Jyske Bank Brian Børsting var blandt de skuffede.

»Danisco var kørt pænt op på grund af forventningerne til såvel den organiske vækst og aktietilbagekøbsprogrammet. Nu skuffer Danisco i begge henseender. Vores positive vurdering er blevet til mere langsigtede positive forventninger.