Danisco åbner langt om længe opkøbspungen

Danisco kommer nu med det længe ventede opkøb. De overtager franske Rhodias ingrediensdivision for 2,4 mia. kr.

Aktiemarkedet har i et par år kritiseret Daniscos topchef Alf Duch-Pedersen for ikke at være tilstrækkelig aggressiv på opkøbsfronten.

I går leverede Danisco, der er en af verdens største inden for fødevareingredienser, så varen. Det ventede køb af den franske koncern Rhodias' ingrediensdivision er en realitet, og dermed øger Danisco sin omsætning med 1,6 mia. kr. Prisen er aftalt til 2,4 mia. kr.

Aktiemarkedet kvitterede da også for Daniscos nye offensiv - aktien faldt. Det skyldes dog primært, at verdens aktiebørser og dermed også den danske børs netop i disse dage er ramt af et minikrak, hvor aktiekurserne rasler ned. En af de absolutte undtagelser var netop Rhodia på børsen i Paris. Med pengene fra Danisco rykkes konkurstruslen lidt længere bort fra hoveddøren hos Rhodia.

Ligesom stort set alle verdens aktier fik også Danisco-aktien et hak i tuden, og var på et tidspunkt i går faldet med over fire procent, inden aktien igen genvandt lidt at det tabte.

Alf Duch-Pedersen sagde i en kommentar til opkøbet, at det vil »skabe betydelige værdier for vores aktionærer.« Danisco har en målsætning om at opkøb skal give fuld valuta efter tre års ejerskab.

Dansk specialitet
Daniscos målsætning er at blive blandt de absolut førende i verden på området for fødevareingredienser. Strategien er, at Daniscos produkter og Daniscos knowhow skal ind i alle led i produktionen af fødevarer, lige fra den første ide om et nyt produkt til forbrugeren lægger fødevaren i indkøbskurven.

Branchen for fødevareingredienser, der i høj grad er en dansk specialitet, er dog fortsat meget fragmenteret, og derfor er vurderingerne, at der skal en konsolideringsbølge i gang for at skabe større og stærkere enheder. Den proces har Danisco meldt sig ind i, men koncernen har også fastslået, at hensynet til indtjening står over hensynet til volumen.

Den irske koncern Kerry »snød« for nylig Danisco, da irerne overtog mastodonten ICIs ingrediensdivision Quest. Også hollandske DSM og den scweiziske Givaudan står klar til at købe op i ingrediensbranchen.

Den danske Chr. Hansen-koncern knyttes ofte sammen med den ventede konsolideringsbølge.

Men hidtil har Lundbeckfonden, som kontrollerer det børsnoterede Chr. Hansen Holding, været uldne i munden på spørgsmål om Chr. Hansen var til salg.