Danica-topchefens opråb fra hjemmekontoret på børneværelset: Søg hjælp nu

Fra sin søns værelse i villaen i Gentofte opfordrer administrerende direktør i Danica, Ole Krogh Petersen, flere til at søge hjælp hos deres pensionsselskab, hvis de for eksempel har tegn på stress eller hold i nakken. Ellers risikerer vi at skubbe en kæmpe regning foran os, lyder advarslen.

Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica, har indrettet hjemmekontor på sin søns børneværelse under coronakrisen. Asger Ladefoged

Med tre hjemmeboende børn og et job som topchef i et af landets største pensionsselskaber, som skal passes fra sønnens værelse, mærker Ole Krogh Petersen i øjeblikket på egen krop, hvor udfordrende det kan være at få tilværelsen til at hænge sammen i en coronatid.

En tid, hvor psykisk pres, svære arbejdsbetingelser og skader som følge af eksempelvis dårlige siddestillinger er et vilkår for mange, da store dele af befolkningen er sendt på hjemmearbejde – hvis man er så heldig stadig at have et arbejde.