Danfoss vil købe koncernens B-aktier tilbage fra medarbejdere for at samle ejerskabet i fonden og Clausen-familien.

Det fremgår af et brev, som Danfoss har sendt til alle med medarbejderaktier, skriver JydskeVestkysten.

Industrikoncernen, der udvikler produkter til energioptimering, tilbyder 21.246 kroner per aktie inklusiv en præmie på 15 procent for at sælge B-aktierne med det samme.

Dermed er der altså tale om en potentiel gevinst på over 10.000 procent fra den oprindelige pris, som lød på 200 kroner, da medarbejderaktieprogrammet blev rullet ud i 2001.

Dengang kunne man maksimalt købe 15 B-aktier.

Danfoss appellerer til, at man sælger aktierne tilbage til koncernen, men i brevet understreges det, at det er frivilligt.

Man skal give svar senest 20. november, skriver JydskeVestkysten.

- Både Bitten & Mads Clausens Fond, familien Clausen og bestyrelsen er overbeviste om, at et enkelt fonds- og familieejerskab, hvor aktierne er samlet hos fonden og familien, er den bedste måde at sikre Danfoss' langsigtede succes og fortsat styrke og udvikle Danfoss på til gavn for kunderne, siger bestyrelsesformand Jens Bjerg Sørensen til mediet.

Bitten & Mads Clausens Fond og Clausen-familien ejer alle A-aktier i Danfoss og en stor del af B-aktierne. Tilsammen sidder de på 99,89 procent af stemmerne.

A-aktier er ofte kendetegnet ved at give en højere stemmeret end B-aktier.

I 2001 blev der udbudt 125.000 B-aktier til koncernens medarbejdere, men i løbet af årene har Danfoss købt en del af dem tilbage.

Det står derfor ikke klart, hvor mange af dem der fortsat ejes af tidligere medarbejdere eller deres familier.

Danfoss ønsker heller ikke at oplyse, hvor mange medarbejderaktier der potentielt kan tilbagekøbes, skriver JydskeVestkysten.

Sidste år omsatte Danfoss for lidt mere end 7,5 milliarder euro. Overskuddet endte på 631 millioner euro.

På verdensplan beskæftiger koncernen omkring 39.000 ansatte.

RITZAU