DanCopters fjerde helikopter skal gøres klar til flyvning

Papirarbejde. ErhvervsBladet.dk stiller fem skarpe spørgsmål om udfordringerne i det danske erhvervsliv. I dag til den nye adm. direktør i DanCopter A/S, Nils Skeby.

Nils Skeby, 43 år, skiftede 1. oktober branche, da han forlod posten som divisionschef i YIT Olie & Gas i Esbjerg og overtog rorpinden i helikopterselskabet DanCopter A/S med hovedkontor i Esbjerg Lufthavn og base i hollandske Den Helder. Begge steder er flyvninger af mandskab for store olieselskaber hovedaktiviteten, og Nils Skeby har som adm. direktør ansvar for 55 medarbejdere fordelt på 25 piloter, 15 flymekanikere og 15 administrativt ansatte.

I centrum for ugens største udfordring er dog en let brugt EuroCopter EC155B1 til 70 mio. kr.



Hvad er din største udfordring i denne uge?

»Vi har lige fået leveret vores fjerde helikopter, der er købt i USA, og det seneste halve år er blevet bygget om hos EuroCopter i Kassel. Nu skal den indregistreres, og det er ensbetydende med en masse papirarbejde med myndigheder, herunder Statens Luftfartsvæsen.«



Hvordan løser du konkret den opgave?

»Mine flymekanikere knokler med de sidste modifikationer, for eksempel installation af de overvågningssystemer, som man bruger i dansk sektor, og desuden skal sæderne tages ud for at få nyt læderbetræk i stedet for plys. Som noget af det sidste skal helikopteren forsynes med DanCopters nye logo og indregistreringsnummeret HJJ.«



Hvilke personer i virksomheden bruger du til at løse opgaven?

»Indregistreringen foregår ved, at vores tekniske chef, Arne Lange, tager over til Statens Luftfartsvæsen med dokumenterne, hvorefter de kigger papirerne igennem. I dag kommer de så til Esbjerg for at teste helikopteren. Overordnet er det Arne Lange, der har ansvaret, og flymekanikerne, der laver de nødvendige modifikationer.«



Hvilke personer i dit private netværk trækker du på?

»Generelt er det meget min familie, jeg trækker på.«



Hvad gør du for at sikre, at opgaverne bliver løst ordentligt?

»I en flyvirksomhed er der en kvalitetschef, der har et generelt ansvar for at overvåge og auditere samtlige processer. Hvis han finder noget, der ikke er rigtigt, kommer han til mig. Når det gælder indregistrering af en ny helikopter, er det naturligvis vigtigt at vide, hvilke regler der gælder på dette specifikke område.«