Dan-Palletiser løfter ordrer hjem i udlandet

Europæisering. Palletteringsvirksomheden Dan-Palletiser går efter Europa som hjemmemarked, efter at være braget igennem i den grafiske industri i England. Virksomheden har fået to nye ordrer i Polen og vil i det kommende år bearbejde Tyskland, Italien, Portugal og Spanien med henblik på at komme ind på disse markeder.

Ordrerne til de to store engelske avishuse, News International og Johnston Press, banker igennem på bundlinjen i Dan-Palletisers årsregnskab. Virksomheden øger overskuddet fra 6,3 mio. før skat i 2004/05 til 17,5 mio. kr. i 2005/06, svarende til en knap en tredobling. Disse to ordrer fik virksomheden i sommeren 2005, og de har nu kastet andre ordrer af sig til den grafiske industri i England og Danmark.

Pakkeanlæg i EnglandDan-Palletiser i Vemmelev udvikler, producerer og markedsfører individuelt tilpassede interne transportsystemer som palleteringsanlæg, pakketransportanlæg og palletransportanlæg.

De to løsninger til de engelske avishuse kan pakke 70 bundter i minuttet svarende til 5.000-6.000 aviser. Med den stigende udbredelse af gratisaviser i store oplag i en række lande, er Dan-Palletiser godt positioneret. Virksomheden har ligeledes hevet en ordre hjem i Polen, efter at have bearbejdet markedet i nogle år.

- Det tager et par år eller mere at komme ordentligt ind på et marked. Men den position, vi har opnået i en række brancher, får os til at kigge på Sydeuropa. I første omgang Spanien, Italien og Portugal. Vi har været afventende overfor det tyske marked, men der starter vi også salgsaktiviteter i de kommende måneder, siger økonomichef Jørgen Lerche, Dan-Palletiser.

Foruden pakning af aviser sælger Dan-Palletiser også løsninger til en række andre brancher. I fødevare- og drikkeindustrien har virksomheden fået en ordre på det polske marked til et vodkafirma. I medicinalindustrien er det pakning af medicin og eksempelvis tandpasta.

Maskinerne hurtigt tjent ind-Vores maskiner går ind og erstatter arbejdskraft. Jo dyrere arbejdskraften er, desto hurtigere tjener kunderne løsningerne hjem. Derfor tjener vores maskiner sig hurtigere hjem i lande eller brancher med dyr arbejdskraft. Da der investeres meget i den grafiske industri, og vi har den rigtige maskine til den branche, har vi opnået en rigtig god position på en række markeder. Europa kan godt blive et hjemmemarked for os, siger Jørgen Lerche.

De to store engelske ordrer i sommeren 2005 har medført arbejde i to år til virksomhedens medarbejdere. Men ordrerne er fortsat med at rulle ind i 2006, og derfor forventer Jørgen Lerche et resultat i 2007, der minimum er på højde med i år.

Adm. direktør Knud Jensen overtog virksomheden i 1986 og købte den af den amerikanske Fleetwood koncern. Han er i dag en af fire ejere. Økonomichef Jørgen Lerche, direktør Jørn Finnich og Robert de Groot fra Holland, der sammen med Knud Jensen ejer MJ Holding af 27.8 1998, er de tre øvrige ejere.

Dan-Palletiser har i regnskabsåret købt aktierne i Ejendommen Industrivej 12 A/S, hvorefter dette selskab er et 100 procent ejet datterselskab. Virksomheden har 83 ansatte. Regnskabstallene omfatter alene Dan-Palletiser A/S.